En meget lækker lakseroulade – spinat omkring varmrøget laks med ost og creme fraiche. 1 stk.
Ingredienser:
Rouladen:
500 g. bredbladet spinat (frossen)
ca. 5 æg
1 spsk. reven citronskal
1/4 tsk. muskat
salt
peber
Fyld:
250 g. laks – skal være varmrøget
150 g. flødeost naturel
1 dl. creme fraiche
Fremgangsmåde:
Spinat knuges fri for vand ( 500 g. efter vandet er “knuget” væk). Æg piskes og blandes med citron, muskat, salt og peber. Spinat blandes med æggemassen og fordeles på en bageplade med bagepapir på. 1/2 cm tykkelse.
Bag ca. 10 minutter ved 175 grader. Overfladen skal være fast.
Findel nu laksen i en skål og bland med flødeost og creme fraiche. Jeg pisker blandingen med håndmixer for at få den helt fin.
Lad spinatpladen køle af og smør derefter lakseblandingen ud over og rul sammen som en roulade.
Denne del af processen kan drille en del, men bare rul… Jeg har flere gange kæmpet med spinaten, bagepapiret og fyldet, og alligevel er det blevet lækre roulader til sidst.
Rul bagepapiret fast omkring rouladen eller læg den over på husholdningsfilm og rul stramt sammen.
Læg i køleskab til næste dag og server evt. som på billedet med rejer og citron-ryttere.
Billedet viser 1 1/2 portion delt på 2 fade.