Lange er en lang torskeagtig fisk med hvidt velsmagende kød. Her serveret ovnbagt med smuldredej af rasp og fennikel og smør. Dertil serverede jeg timian kartofler og en grøn salat.
Ingredienser:
1 langefilet ca. 1 kg
250 g. god rasp
1/2 fennikel
150 g. smør
50 g. smeltet margarine
salt og peber
Timiankartofler:
1,5 kg. små nye kartofler
100 g. smeltet smør
1 spsk. timian
salt og peber
Fremgangsmåde:
Smuldredejen laves ved at komme smeltet smør og margarine i en skål og tilsætte fintrevet fennikel og rasp (smag til inden al fennikel kommes i – det giver en stærk smag af pernod.) Rør sammen, og kom evt. mere rasp i, til dejen er tilpas tør til at kunne ligge på fisken.
Langen skæres i 2 stykker, så de kan ligge på en bageplade med bagepapir.
Smuldre dejen kommes over de to stykker fisk, så den bliver helt dækket, og bages ved 200 grader i ca. 20 minutter.
Kartoflerne vaskes grundigt og vendes i olie/smør samt timian. De kommes nu i ovnen i ca. 45 minutter ved 180 grader.
Jeg lavede kartoflerne først, og dækkede dem med sølvpapir, så de ikke blev kolde mens fisken bagte.
Jeg serverede med en god grøn salat og hvidløgsflutes – evt. hollandaise sovs.
Velbekomme

